Formuer

Tøj, dyner, ventiler og IT:Her er Østjyllands rigeste familier

1. Dec. 2025
Opdateret: 17. Jan. 2026

Hele 22 østjyder er med på årets liste over Danmarks rigeste - hvoraf tre er i top ti. Særligt Bestseller og Jysk gør sig bemærket med voldsom formuestigning - mens én nu tidligere østjyde har haft et meget skidt år. Og så har en enkelt ny østjyde fundet vej til listen.

Tøj, dyner, ventiler og IT:

Ejendomsmatadoren Olav de Linde, Jakob Brunsborg fra Jysk og Systematic-stifter Michael Holm er blandt Østjyllands rigeste familier. Foto: Pressefotos

Silla Bakalus
40 milliarder kroner. Så meget er tøjmilliardæren Anders Holch Povlsen og familien bag dyneimperiet Jysks formuer steget tilsammen det seneste år.
Det viser den seneste  opgørelse over Danmarks 100 rigeste, som Økonomisk Ugebrev i samarbejde med Loyalty Key netop har udgivet. 
De to østjyske familier har haft nogle forrygende år i henholdsvis Bestseller og Jysk, og så kan Anders Holch Povlsen desuden glæde sig over, at hans store investering i den svenske betalingsgigant Klarna har givet pote. Da Klarna blev børsnoteret i september, gav det den aarhusianske rigmand en ordentlig milliardfortjeneste.
Andre østjyske familier har også haft særdeles fordelagtige år. På listens 7. plads finder man Niels Aage Kjær med ventilkoncernen AVK Galten, som har formået at forøge formuen fra 18 til 19 milliarder kroner. 
Også Aarhus næstrigeste, Henrik Lind, der har scoret en formue på at handle med el, har haft et godt år. Hans formue er steget med 1,1 milliarder kroner til 9,7 milliarder i år, men alligevel er han rykket én plads ned til nr. 24, da andre har haft fremgang.
Ser man længere ned ad listen, så er det værd at fremhæve it-milliardæren Michael Holm, hvis formue blev skabt på softvareudviklingsvirksomheden Systemtic, som han stiftede i 1985. Familien ejer fortsat 60 procent af virksomheden, og familiens formue er i år vokset fra 4,8 milliarder kroner til 6,1 milliarder kroner, hvilket har rykket dem otte pladser op ad listen til nummer 34. 
Også de adelige tvillingebrødre, Mogens og Olav de Linde, har haft gode år. De to brødre, der begge primært investerer i ejendomme, har forøget deres formuer med henholdsvis 300 og 100 millioner kroner, så deres formuer nu lyder på henholdsvis 4 og 5,3 milliarder kroner.  
Nedtur for brillemilliardærer og hemmelig rigmand
Det er dog ikke alle østjyder, der har haft gode år. Den kendte brillefamilie Lindberg fra Aabyhøj går seks pladser tilbage på årets liste til nummer 58 og må se formuen skrumpe fra 4,1 til 3, 9 milliarder kroner. 
Men det er dog intet sammenlignet med årets største nedtur i østjysk sammenhæng. Den nu tidligere østjyde, Ib Nymark Hegelund, som i sin tid skabte sin formue på at stifte en enzymvirksomhed i Lystrup, har fået en gigantisk øretæve. 
Hegelund, som de seneste år har været omgærdet af megen mystik, solgte sin virksomhed i 2011, og investerede efterfølgende pengene i, hvad finansekspert formoder er Novo Nordisk-aktier. 
Den bogførte egenkapital i hans selskab, IMBTECH A/S, er nemlig de seneste år steget og faldet stort set identisk med Novo-aktien. Og i år har Ib Hegelund Nymark - ligesom Novo-aktien -oplevet et voldsomt fald. Hans formue er faldet fra 16 til 6,1 milliarder kroner, hvilket har ført til, at han er røget fra en 12. plads til en 33. plads på årets liste.  Ib Hegelund Nymark har de seneste år boet i Schweiz, mens hans selskab står stadig registreret i Aarhus. 
Ny østjyde på listen
En ny østjyde har dog også fundet vej til årets liste. Det er familien Kristiansen med investeringsselskabet Elkærgruppen, der nu kan kalde sig en af Danmarks rigeste familier. 
Familien er røget ind på 60. pladsen med en formue vurderet til 3,7 milliarder kroner. Familiens formue stammer oprindelig fra Egon og Lissi Kristiansens salg af Tvillum Møbelfabrik tilbage i 1996. Familien har siden investeret formuen i blandt andet ejendomme og en del forskellige  børsnoterede papirer - herunder i forskellige selskaber.
Se hele listen over Danmarks 100 rigeste her. 
Sidst opdateret: 09:07 • 1 Dec.
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:
Loading ads...