Ejendomsmatadoren Olav de Linde, som er nummer 40 på listen over Danmarks 100 rigeste med en formue på 5,3 milliarder kroner, har foretaget ændringer i toppen af sit ejendomsimperium.
Ejendomsselskabet Olav de Linde har nemlig fået ny direktør. Den tidligere direktør Esben Kjeldsen har valgt at fratræde sin stilling, og i stedet har man nu valgt Per Lilholt til ny direktør, oplyser selskabet i en pressemeddelelse, som er sendt ud via Ritzau.
Olav de Linde roser den afgående direktør for at have været en loyal og kompetent samarbejdspartner:
"Han fortjener en oprigtig tak for sin stærke indsats og det betydelige bidrag, han har givet til virksomhedens udvikling," siger stifter Olav de Linde i pressemeddelelsen.
Esben Kjeldsen fortsætter i virksomheden i en periode, hvor han skal hjælpe med at introducere den nye direktør til de nye opgaver.
Per Lilholt kommer senest fra en stilling som CEO i Novicell Danmark.
"Jeg ser frem til at videreudvikle virksomheden sammen med organisationen og bygge videre på det stærke fundament, der er skabt," udtaler Lilholt.
Olav de Linde har sammen med sin tvillingebror Mogens de Linde vakt stor opsigt, siden de for nogle år siden tordnede ind på listen over Danmarks 100 rigeste.
De to brødre er begge med på listen med hver deres ejendoms-imperium.
Mens Mogens de Linde i mange år har været stor entreprenør i Aarhus, har Olav de Linde været kendt for at være en mere passiv ejendomsinvestor.
De to brødre kommer egentlig fra den adelige de Linde-slægt, men voksede selv op på et et gartneri, som deres forældre ejede i den lille by Rætebøl ved Tilst i Jylland. Her var de de yngste i en børneflok på otte.
Olav de Linde lagde grundstenen til sit imperium, da han læste på handelshøjskolen. Her begyndte han at købe og renovere ejendomme.
Siden har han blandt andet skabt en succes ved at opkøbe gamle industribygninger og transformere dem til attraktive lejemål.
Mogens og Olav de Linde kommer ud af den adelige de Linde-slægt, der har rødder tilbage til 1704. Her blev Christian de Linde adlet. Selv om brødrene ikke har adelige titler, så bruger Linde-brødrene deres slægts våbenskjold i forbindelse med deres virksomheder.
I dag ejes Olav de Lindes hovedselskab ligeligt af hans tre børn; Jakob, Anne og Marie.










