Formuer

Blev rig på parcelhuse:Nu er familiens formue skrumpet med 200 millioner

23. Dec. 2025
Opdateret: 27. Dec. 2025

Arkitekten Torben Lind og hans familie blev milliardærer, efter Linds idé med at bygge typehuse blev en succes. Men det seneste år er formuen blevet mindre, viser opgørelsen fra Danmarks 100 rigeste. Her er et miniportræt af familien.

Blev rig på parcelhuse:

Torben Lind er med stifter af Lind & Risør. Foto: PR/ Lind & Risør

Silla Bakalus Og Ejlif Thomasen

Nr. 75  ( 60  i 2024) på listen over Danmarks 100 rigeste

Formue: 3 mia. kr ( 3,2 i 2024)

Da arkitekten Torben Lind fra Køge tilbage i 1980 sammen med sin kollega, Steen Risør, grundlagde typehusfirmaet Lind & Risør A/S, havde han nok næppe forestillet sig, at han en dag skulle blive en af Danmarks rigeste. 

Grundtanken bag firmaet var, at man ville bygge typehuse i en bedre kvalitet end tidligere set. 

Lind og Risør har især bygget på Sjælland, og gennem årene blev det tydeligt, at de fik vind i sejlene. 

I 2004 trådte Steen Risør ud af virksomheden, som i dag ejes alene af familien Lind. virksomheden har i dag over 300 ansatte, og hovedsædet ligger i Taastrup. 

De seneste år har Torben Lind været fast mand på listen over Danmarks 100 rigeste. Men det seneste år er hans formue gået 200 millioner kroner tilbage, hvilket har sendt ham og hans kone, Helene, som ligeledes ejer virksomheden med ham, hele 15 pladser ned af listen over Danmarks 100 rigeste til en 75. plads.

Torben Lind bor fortsat i Køge, og han har tidligere udtalt til Børsen, at han ikke ødsler med sine penge: 

“Vi kan godt lide at tjene penge. Men vi er ikke så gode til at bruge dem. Vi har bare en almindelig Volvo og har ikke købt en Porsche eller en Ferrari. Når man bor i Køge, skal man heller ikke spille alt for smart,” fortalte han dengang i 2020, hvor han også afslørede, at han boede i en patriciavilla og ikke et Lind & Risør’-hus. 

Formuens beregning: 
Når LInd-familiens formue det seneste år er faldet med 200 millioner kronertil 3 millilarder kroner, skyldes det primært en lavere beregnet markedsværdi af driftsselskabet Lind & Risør, som familien ejer hundrede procent af. 

De finansielle reserver i de overliggende holdingselskaber udgør fortsat godt 1,5 mia. kr. 

Værdien af driftskoncernen Lind & Risør er i år beregnet til knap 1,5 mia.kr. Multiplen til at beregne markedsværdien er reduceret fra 14,8 til 13,6, ud fra sammenlignelige børsnoterede selskaber. Samtidig er der sket et mindre fald i driftsoverskuddet indtjeningen på fem procent – til 125 mio. kr. Det trækker også ned i værdiberegningen. 

Sammenlagt giver det en familieformue på 3.020 mio.kr. Lind & Risør leverede i 2024 tocifret toplinjevækst til 1.005 mio.kr., men lavere bruttomargin og driftsresultat. 

Bestyrelsen består af fire Lind-familiemedlemmer med Torben Lind for bordenden. Via de overliggende holdingselskaber investerer familien i både børsnoterede aktier, unoterede selskaber og venturefonde. 

Der er investeret i en lang række virksomheder i forskellige brancher. En af dem er Worksome, hvor Lind-familien oplyses at eje ca. 37%. Virksomheden, der sælger en softwareløsning designet til at administrere eksterne entreprenører og freelancearbejdere omkring kontraktoverholdelse og løn, er det seneste år vokset 30 procent til en omsætning på 1,3 mia. kr. 

Driftsunderskuddet var i seneste regnskabsår på 45 mio. kr. Ledelsen oplyser, at den forventer omsætningsvækst på 35-45 pct. i 2025, med fokus på vækst i USA og Storbritannien. Der forventes i år et nettounderskud på 40-50 mio. kr. 

Koncernstrukturen omkring Lind-familien er de seneste år strammet op. Over driftsselskabet er der indskudt Lind Family Holding A/S som moderselskab, mens Torben Lind Holding ApS er ultimativt moderselskab. 

Den fortsatte kontrol ligger hos Torben og Kirsten Lind. Syv børnebørn er kommet ind som medejere via forældrenes holdingselskaber. 

Hvor stammer formuen fra?
Formuen udspringer af Lind & Risør, grundlagt i 1980 af arkitekterne Torben Lind og Steen Risør med ambitionen om at udfordre typehuset med arkitekttegnede helårshuse opført af egne, fastansatte håndværkere. I 2004 trak Steen Risør sig, hvorefter Torben Lind overtog virksomheden fuldt ud. 

Sidst opdateret: 17:41 • 23 Dec.
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:
Loading ads...