Formuer

Dansk milliardær jubler efter ny rekord for sølv:‘Alt godt kommer til den, der venter’

Publiceret: 18:46 • 24. jan. 2026
Opdateret: 22:23 • 25. jan. 2026

Den danske bitcoinmilliardær Niklas Nikolajsen jubler, efter at sølv nu har slået alletiders prisrekord. Han har nemlig et pænt lager af sølv. Og han er ikke den eneste. En amerikansk milliardær, der har opkøbt et større lager af sølv kan se frem til at have tjent en formue.

Dansk milliardær jubler efter ny rekord for sølv:

Niklas Nikolajsen er glad for de stigende sølvpriser. Foto: Silla Bakalus

Silla Bakalus
'Sølv steg lige over 100 USD pr. troy ounce. Til sammenligning blev sølv i det sidste årti handlet mellem 15 og 25 USD pr. ounce. Jeg har sparet beskedent op i sølv de sidste 15 år i forventning om, at denne dag ville komme. Man kan kun holde en god ting nede i en vis periode.'
Sådan lyder det fra den danske bitcoinmilliardær Niklas Nikolajsen i et opslag på Facebook. Opslaget er ledsaget af et billede med en masse poser med sølvmønter på et bord. 
'Afbildet er poser med danske sølvmønter fra min hemmelige danske skat. Alt godt kommer til den, der venter,' lyder det videre fra den karismatiske milliardær, der gennem mange år har boet i Schweiz.
Her har han blandt andet opbygget kryptovalutafirmaet Bitcoin Suisse. Det fremgår ikke af hans opslag, hvor meget sølv han er i besiddelse af. 

Amerikansk tech-milliardær scorer kassen
Men det gør det derimod hos en anden rigmand, nemlig den amerikanske tech-milliardær David Bateman, der har stiftet Entrata. Han har også god grund til at juble. 
Han afslørede tidligere i år, at han havde købt ædelmetaller for knap én milliard dollar, deraf 12,7 millioner ounce af sølv, hvilket svarer til 1,5 procent af hele verdens årlige produktion, skriver Zerohedge.com. 
Bateman har tidligere advaret åbent om et kommende økonomisk kollaps.
'Det globale pengesystem er ved at bryde sammen. Guld og sølv er den eneste redningsbåd,' har han tidligere skrevet på X. Han pegede på en gigantisk gældsboble, som han mener snart vil briste.
Han lagde samtidig billeder op af paller fyldt med sølvbarer og kaldte det 'handlen for livet'.
Efter sølv tirsdag brød 100 dollar-grænsen, har den amerikanske milliardær ikke holdt sig tilbage fra at dele sin glæde:  
'Tillykke med 100 dollar sølv. Det her er først lige begyndelsen,' lød det fra milliardæren, hvis investering nu kan være steget med mere end 250 procent.

Ikke de første
De to milliardærer er dog ikke de første, der har lavet gode handler med sølv . 
I 1990’erne købte Warren Buffett enorme mængder sølv kort før dotcom-boblen brast – senere kunne han sælge igen med en gigantisk fortjeneste.

Hør mere om Niklas Nikolajsen og om, hvorfor han - trods sin store formue - ikke er med på listen over Danmarks rigeste i vores podcast 'Danmarks Rigeste'. Her taler vi også om nogle af de andre hemmelige, danske milliardærer.

Sidst opdateret: 22:23 • 25. jan. 2026
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:
Loading ads...