Perfekt beliggende mellem Nyboder og Kastellet i København står hovedbygningen på Grønningen 25 helt skarpt i røde sten med nypudsede hvide ornamenter og polerede messingdetaljer.

“Når du tiltaler ham, så skal du kalde ham MG eller Hr. Goldschmidt,” forklarer Mikael Goldschmidts personlige sekretær på vej op i elevatoren. Jeg tænker, det er bedst at forsøge at undgå at kalde ham ved navn.

Mikael Goldschmidt tager venligt imod. Han er ulasteligt klædt med skjorte og blazer. Når han taler, er han bramfri og imødekommende, og man kan fornemme den indfødte københavner.

Modsat flere andre af Danmarks rigeste har han intet imod at tale om sit livsværk, ejendomsselskabet M. Goldschmidt Holdning, og om den formue, som han har skabt.

“Jeg synes selv, det er en helt utrolig historie. Mit udgangspunkt var jo, at jeg ingenting havde, og i dag er vi 2.000 medarbejdere og en kæmpe koncern. Jeg er simpelthen så taknemmelig og umådelig stolt. Nogle gange må jeg gå og nive mig selv i armen. Jeg fatter det simpelthen ikke,” ler han.

Vi sidder i hans imponerende mødelokale. Der er dækket op med porcelænskopper og fyldte chokolader på det store mahognibord.

Mikael Goldschmidt har en mappe foran sig. Med svar på mine spørgsmål, som han ønskede at få på forhånd. Fordi han godt kan lide at være forberedt. Men han åbner den ikke. Han ved godt, hvad han vil sige. Og han begynder med en korrektion.

“Min formue er faktisk større end det, I skriver”, siger han med henvisning til Økonomisk Ugebrevs årlige udregning af Danmarks 100 største formuer.

Sidste år blev hans formue, der hovedsageligt stammer fra ejendomsinvesteringer samt ejerskabet af isenkræmmerkæden Imerco, beregnet til 3,9 milliarder kroner, hvilket gjorde ham til Danmarks 52. rigeste. I år er formuen vurderet til 4,1 milliarder kroner.

“I regner den altid forkert ud. Men det er jo, fordi I ikke ved, hvad jeg ejer personligt. Men det er også ligegyldigt,” siger han.

Han vil ikke fortælle, hvor meget større formuen er, men afslører dog, at han blandt andet privat ejer en flyhangar på 12.000 kvadratmeter i Københavns Lufthavn, som er udlejet til Norwegian. Engang blev den sågar lånt ud til den amerikanske præsidents helikopter, da Obama var på besøg.

Derudover har han en del private investeringer, fortæller han.

Han er for øvrigt heller ikke helt tilfreds med, at Berlingske i 2024 skrev, at han var nummer tre på listen over personer, der ejer mest ejendom i Storkøbenhavn.

“Jeg mener faktisk, at jeg som enkeltperson nok er den største. Men det kommer an på, hvordan man tæller,” funderer han og fortæller om sine mange ejendomsinvesteringer, der både tæller en stor investering i et boligkompleks i Hillerød for fire milliarder kroner, flere investeringer på Strandvejen nord for København samt et boligkompleks i Ringsted.

Historien om Mikael Goldschmidt begynder kun et stenkast fra hans kontor - i Jens Kofods Gade. 

Hans far, Tage Goldschmidt, var jøde fra en dansk familie, der kan spore anerne tilbage til 1400-tallets Frankfurt. Det var også der, at familien tog det tyske navn Goldschmidt, fordi flere i familien dengang var guldsmede.

Hans far var modstandsmand under anden verdenskrig og lykkedes ved slutningen af krigen at gøre en god forretning, da han fik en del af det overskudsmateriel af stof og linned, som de allierede ikke fik brug for. Danmark havde på det tidspunkt kæmpe varemangel, og han tjente en pæn sum på at sælge varelageret.

Tage Goldschmidt var dengang 25 år, og det blev starten på hans karriere som velhavende købmand og grosserer.

Mikael Goldschmidts forældre blev gift i 1948. Kort inden han blev født i 1957 flyttede familien ind på 4. sal i ejendommen på Jens Kofods gade 2.

Selv om hjemmet ikke manglede penge, var opvæksten ikke ren førsteklasses. Hans far mente, at hans to sønner, Mikael og storebroderen, skulle lære at klare sig i livet. 

Derfor blev de begge sendt på den nærliggende Nyboder Skole, der dengang var kendt som lidt af en bølleskole.

“Vi sloges fra morgen til aften” husker Goldschmidt, der fra 1. real dog kom på privatskolen Zahles Gymnasium, som var ‘en helt anden verden’. Her blev han både sproglig og matematisk student, hvorefter han gik nogle måneder på en handelsskole. Og så var skoletiden forbi. Han ville hellere ud at arbejde.

Som 22-årig blev han selvstændig. Han gik i sin fars fodspor og importerede et billigt vareparti, som han tjente godt på. Det gav ham økonomi til at investere i ejendomme.

Lærdommen om penge og købmandskab fik han fra sin far.

“Min far havde sine principper. Han var meget bevidst om at lære os, at ting kostede en indsats. Andre fik måske en cykel i fødselsdagsgave, men sådan var det ikke hos os. Der sagde min far: ‘Husk lige, du skal skaffe halvdelen selv.’ Det gav en meget god sund baggrund til at forstå, at det krævede en indsats, hvis man skulle opnå noget.”

Men Mikael Goldschmidt understreger, at han opbyggede sin formue selv.

“Jeg tror ikke, man kan blive mere selfmade,” siger han.

Historien er efterhånden fortalt en del gange, men han fortæller den gerne igen. Om dengang, da han i 1979 købte en investeringslejlighed på tvangsauktion til 30.000 kroner. Banken ville ikke låne ham yderligere 30.000 kroner, som han skulle bruge til at renovere lejligheden. Og desuden frarådede de ham at købe på tvangsauktion. 

Men Goldschmidt lyttede ikke. Han lavede en aftale med nogle håndværkere om, at han betalte dem, når han fik solgt lejligheden.

“Jeg endte med at sælge lejligheden for 300.000 kroner og håndværkerne fik deres penge. Og det var starten på det, vi sidder i i dag,” siger han og tilføjer, at han efterfølgende ikke længere havde problemer med at låne penge i banken.

Den stålfaste tro på sig selv, har fulgt ham siden.

“Det, man skal lære fra sådan en historie, er det der med at tro på sig selv, og selv om man får et andet råd, stadig gennemføre og tage chancen og risikoen. Det er det, der er den rigtige iværksætter.

“Hvis du spørger, om jeg har manglende selvværd/selvtillid, så vil jeg sige, at det er nok ikke

lige tilfældet. Det er ikke, fordi jeg tror, jeg er klogere end alle andre. Men jeg har altid fået ros af mine medarbejdere for, at jeg lytter.”

“I gamle dage sad jeg som en høg og holdt øje med det hele, men nu hvor jeg har nået pensionist-alderen, arbejder jeg på en lidt anden måde. Og jeg kan mærke, at jeg får meget ud af at høre andres argumenter.“

Som i andre familieejede virksomheder, har spørgsmålet også meldt sig hos Mikael Goldschmidt, om børnene en dag skal overtage imperiet?

Og det skal de. Sønnen Daniel Goldschmidt (37) og datteren Anne-Sofie Goldschmidt (40 ) er begge med i bestyrelsen i familievirksomheden, og Anne-Sofie Goldschmidt sidder også i bestyrelsen i isenkræmmerkæden Imerco, som Mikael Goldschmidt erhvervede for snart 20 år siden.

“Mine børn er interesseret i at sidde i bestyrelsen og ikke i driften, og det er jeg egentlig rigtig glad for, for jeg synes, at når man er arving til et dynasti, som er det, som vi rigtig gerne vil være, så er det vigtigt, at man selvfølgelig har sit sæde i bestyrelsen,” siger han.

Han har ikke noget ønske om, at børnene behøver at være med i selve driften.

“Det vigtigste for mig er, at de bliver gode ejerledere - altså at de repræsenterer familien - ejerskabet - på en værdig måde. Det er det mantra, vi arbejder efter. “

Mikael Goldschmidt er 68 år og sidder fortsat selv som formand i bestyrelsen, og han har ikke tænkt sig at træde tilbage foreløbig. Men han ved godt, at det vil ske en dag.

“Mange kunne være fristet til at overveje et salg, en børsintroduktion eller andet. Alle de tanker har vi selvfølgelig også gjort os, og konklusionen blev, at vi er meget, meget stolte af at være en familieejet virksomhed, og min mission er, at familien skal blive siddende med ejerskabet.”

Han ved endnu ikke, hvornår virksomheden bliver endeligt overdraget til børnene, men det er en proces, der kommer til at strække sig over tid, afslører han.

Snakken om arv får Goldschmidt til at nævne arveafgiften, og den er han ikke begejstret for. Heller ikke selv om den er blevet sat ned fra 15 procent til 10 procent.

“Jeg mener helt basalt, at det skal være gratis at dø. Jeg mener ikke, at man lige skal betale det sidste bidrag til den sultne statskasse, når man ligger i kisten,” siger han.

En anden ting, som han heller ikke er begejstret for, er Janteloven, som han også ønsker afskaffet.

“Janteloven er jo lig med misundelseloven. Jeg har altid haft det stik modsat. Jeg har altid haft let ved at glæde mig over andres succes,” siger han og tilføjer, at han også vil have lov til at glæde sig over sin egen succes.

Mere begejstring er der at spore, når snakken falder på Kongehuset..

“Jeg er royalist. Jeg er nok en af de mest royale danskere, der findes. Jeg holder meget af vores kongehus, og jeg synes, vi skal være utroligt taknemmelige for, at vi har et 1.000 år gammelt kongerige, “siger han og tilføjer:

“Jeg synes, at hele Kongehuset gør det fantastisk. Jeg tror, at det her lille land har godt af at blive holdt sammen af det, som sådan en institution gør.”

Modsat mange andre af Danmarks rigeste bruger han ikke sin formue på hverken godser, heste eller golfbaner. Han investerer primært i ejendomme, men han medgiver, at han gerne køber nogle bestemte ting, hvis de fanger hans interesse.

En af de ting, som Mikael Goldschmidt bruger en del penge på, er sejlsport. Han har i mange år haft motoryachten ‘Titan’ i Gilleleje-havn. Dertil erhvervede han sig for nogle år siden Christian 10.’s gamle kongeyacht, Rita 4, da den blev sat til salg af en schweizisk bankmand.

“Da jeg så den, var jeg solgt til stanglakrids med det samme. Jeg tror, jeg blev angrebet af et anfald af momentan sindssyge, for jeg stod ikke lige og manglede en sejlbåd. Og slet ikke en 100 år gammel sejlbåd.”

Han vil ikke afsløre, hvad han endte med at give for båden.

“Men det er den dyreste dame, jeg har været i nærheden af. Nogensinde”

I USA har man de seneste år set en tendens til, at flere af verdens rigeste har valgt at donere hovedparten af deres formue væk.

Den vej vil Mikael Goldschmidt ikke gå.

“Nej, jeg skal ikke forære min formue væk, for jeg har brugt 45 år på at skabe den. Men vi skal være velgørende på en anden måde. Vi skal støtte ting, som jeg finder relevante,” siger han.

Han støtter allerede forskellige projekter som Goldschmidts Musikakademi, Real Care, Kræftens Bekæmpelse, Danske Hospitalsklovne, Børns Vilkår og flere andre.

Indtil videre har det været lidt tilfældigt, hvad han støtter – dog er det primært støtte til børn og unge.

Derfor ønsker han at lave en velgørende familiefond, så der kommer lidt mere systematik over, hvilke ting der får støtte. Det skal ske i forbindelse med overdragelsen af aktierne til børnene.