Nr. 100 (28 pladser ned )
Formue 2,2 mia. kr. ( fald på 400 mia. kr. )
Formueudvikling
2024 blev et af de mest udfordrende år for den århusianske finansmand Claus Hommelhoff. Familieformuen faldt markant fra omkring 2,6 mia. kr. til 2,2 mia. kr. Det skete efter at Hommelhoff Group for andet år i træk leverede et stort underskud.
Hvor koncernen i 2023 tabte 154 mio. kr., voksede underskuddet i 2024 til hele 578 mio. kr. Resultatet blev drevet af kraftige tab og værdireguleringer i flere af de underliggende selskaber, samt presset indtjening i nøgleinvesteringer som FP Kapital, altså investeringsselskabet Formuepleje.
Underskuddet i Hommelhoff Group skyldes store nedskrivninger på 386 mio. kr. i de ejede porteføljeselskaber. Særligt ejerandelen i FP Kapital trak ned, da Formuepleje i både 2023 og 2024 var igennem et turbulent forløb med kritik af honorarmodellen, faldende indtjening og en række strukturelle ændringer.
Det førte til en ekstraordinær nedskrivning hos Hommelhoff på 144 mio. kr. på ejerandlen på 18,79 procent.
Dyrt år for ejendomsselskab
Også på ejendomssiden blev året dyrt, efter ejendomsselskabet Domis måtte nedskrive værdier og acceptere lavere projektavancer i et afkølet marked.
Samtidig tyngede højere finansielle omkostninger, forsinkelser i udviklingsselskaber og frasalg af underperformende aktiviteter. En række samtidige negative begivenheder på tværs af ejendomme, investeringer og kapitalforvaltning gjorde derfor 2024 til et samlet set historisk dårligt år for familien.
Andre investeringer
Hommelhoff-familiens investeringer ligger i Hommelhoff Group, hvor aktiviteterne er opdelt i tre ben: Domis (ejendomme), Otium (oplevelser) og Creari (langsigtede investeringer og udviklingsselskaber). Domis er bredt engageret i aarhusiansk byudvikling og har gennem tiden stået bag markante projekter som Lighthouse på Aarhus Ø.
I 2024 måtte Domis reducere aktiviteten og justere porteføljen gennem frasalg, herunder blandt andet en udviklingsejendom i Næst- ved. Otium solgte flere unoterede investeringer efter underperformende resultater, mens Creari oplevede forsinkelser i bl.a. PP Venture og Olextra.
Familien har desuden investeret i vækstinitiativer og mindre virksomheder, herunder Crazy Safety (cykelhjelme) og Meelunie GPI inden for plantebaseredeingredienser.
Hvor stammer formuen fra
Claus Hommelhoff er en af aarhusiansk erhvervslivs mest markante profiler. Han var med til at stifte Formuepleje i slutningen af 1980’erne sammen med Erik Møller og var i årtier en drivkraft bag virksomhedens vækst, som i dag er en af landets største uafhængige kapitalforvaltere.
Formuen ejes i dag gennem en familieopbygget struktur med de tre voksne børn som medejere gennem hver sit holdingselskab.





