Formuer

Efter Harald Nyborg-ejers død:Nu er sønnerne ved at fordele milliard-arven

Publiceret: 13:20 • 28. jan. 2026
Opdateret: 15:27 • 29. jan. 2026

Kurt Daell, der gik bort sidste år, var kendt for at gøre Harald Nyborg til en kæmpe succes. Men hvordan skal hans virksomheder og store bilsamling fordeles? Det er hans to sønner ved at finde ud af, og de første skridt er blevet lagt til en ændring i koncernen.

Efter Harald Nyborg-ejers død:

Erling Daell ejer sammen med sin bror, Harald Nyborg. Foto: Google Streetview og PR

Silla Bakalus
I mange år var Harald Nyborg-arvingen Erling Daell en hybrid mellem en forretningsmand og en rockstjerne, når han turnerede rundt med sit band, The Bullhoundz.

Men de seneste år virker musikken til at have veget lidt til fordel for en mere fremtrædende rolle i familieimperiet, Harald Nyborg-koncernen.

Her overtog Erling Daell for nogle år siden formandsposten efter sin far, Kurt Daell, og hans rolle i virksomheden ser nu ud til at blive endnu mere fremtrædende.

Efter Kurt Daell døde i maj 2025 i en alder af 84 år, har det været ventet, hvordan hans arv skulle deles. Foruden Harald Nyborg ejer familien også lavpriskæderne Jem & Fix og Hi Five samt boligkæden Daells Bolighus, som er en rest af varehuset Daell, som Kurt Daell oprindeligt var arving til.

Familien Daell var i 2025 Danmarks 22. rigeste familie med en formue på 9,9 milliarder kroner. Så det er en stor formue, der skal deles.

Ældste bror får større del
Tirsdag fremgik det af Erhvervsstyrelsen, at der nu er sket ændringer i koncernens ejerskab.

Ifølge de nye tal ejer den ældste af Kurt Daells to sønner, Erling Daell, 55-årige Erling Daell, 61,8 procent af aktierne samt 60 procent af stemmerne -  resten ejes af hans 18 år yngre lillebror, Njal Daell.

Dermed overtager Erling Daell altså størstedelen af de stemmerettigheder, som tidligere lå hos Kurt Daell. 
"Ændringen er, at min far ikke længere har det sidste ord i forhold til store beslutninger," siger Erling Daell til DetailWatch. 
Han oplyser dog både til Fyens.dk og til Detailwatch, at ejerfordelingen vil ændre sig lidt: 
"Når vi er færdige med den proces, vi er midt i, så vil Njal eje lidt over 40 procent af aktierne og 40 procent af stemmerne, og jeg vil eje resten," skriver Erling Daell til Fyens Stiftstidende.
Kæmpe bilsamling
Foruden virksomhederne efterlod Kurt Daell sig også en stor bilsamling. Han var i mange år en passioneret samler af veteranbiler. 
I 2015 havde han blandt andet sin søn Njal med, da han købte flere biler på en kæmpe veteranbil auktion på Djursland, da den tidligere Matas-rigmand Henrik Frederiksen valgte at sælge ud af sine biler. 
Kurt Daell skulle egentlig bare kigget, men endte altså med et større køb til samlingen. 
"I dag har jeg købt seks biler, og jeg havde regnet med, at jeg skulle have nul biler med hjem, så min kone bliver meget overrasket og måske lidt vred," fortalte Kurt Daell efterfølgende med et glimt i øjet til TV2 Østjylland. 
Erling Daell oplyser til Fyens.dk, at Kurt Daells bo ikke er endelig afsluttet, men at det forventes, at nogle af bilerne bliver fordelt mellem de to brødre, mens nogle andre vil blive solgt. 
De to brødre har forskellige mødre. Kurt Daell kom oprindeligt fra Østrig, men blev sendt på fedekur til Danmark efter krigen, hvor han ved et tilfælde havnede hos enken til en af stifterne af Daell Varehus. 
Hun blev så glad for den lille Kurt, at hun endte med at adoptere ham. 
Kurt Daells første kone var fra Østrig, og hun er mor til Erling Daell. Efter skilsmissen voksede Erling Daell dog op hos sin far. 
Njal Daells mor er en kvinde fra Odense. 

Danmarksrigeste.dk har rakt ud til Erling Daell for en kommentar.
Loading ads...