Når man kigger på, hvor i landet Danmarks rigeste har valgt at placere sig, så er det værd at skelne mellem to geografiske betegnelser - nemlig der, hvor de familieejede virksomheder er registrerede - og der, hvor milliardærerne selv har valgt at bosætte sig.
For de enkelte kommuner kan der være store forskelle i indtægter afhængigt af om, virksomhedens hovedsæder ligger i kommunen - eller om ejerfamilierne alene har slået sig ned.
“Overordnet set, så har kommunerne en fordel, hvis virksomhederne er registreret med adresse i kommunen, for så får de en del af den selskabsskat, som selskaberne betaler,“ siger Ejlif Thomasen, der har udregnet listen over Danmarks 100 rigeste.
I visse tilfælde er der overensstemmelse mellem de to steder. Det ses oftest ved de større, gamle virksomheder, som familierne selv har stiftet. Virksomheder, der ofte er stiftet af familier med en tilknytning til lokalområdet som Lego i Billund, Grundfos i Bjerringbro, Danfoss på Als og Top-Toy (tidligere fætter BR) ved Roskilde.
I andre tilfælde har virksomhedsejere overtaget fabrikker og virksomheder, der ligger andre steder, end hvor de selv bor - eller de kan være flyttet væk. Som for eksempel Harald Nyborg-ejerne, brødrene Erling og Njal Daell, som på listen er registreret i Odense, hvor deres virksomheds hovedkvarter ligger, mens de selv bor i Københavns-området.
Pandora-stifteren Winnie Liljeborg har også sin virksomhed registreret i Hellerup, men startede egentlig i Rødovre og har i realiteten de seneste mange år boet i Roskilde, hvor hun har gjort sig bemærket ved at være en stor støtte for byen, hvor hun bidrager med store investeringer.
Flest formuer i Jylland og på Sjælland
Kaster man et blik på Danmarkskortet, kan man se, at landets største formuer har spredt sig ligeligt mellem Jylland og Sjælland, der begge har registreret 42 milliardærer på listen.
Fyn tegner sig for 12 milliardærer, mens Lolland og Færøerne hver står noteret for en enkelt. Dertil kommer tre milliardærer i udlandet.
Danmarks tre største formuer hører alle hjemme i Jylland - nemlig de tre mastodonter Lego fra Billund, Bestseller fra Brande og Danfoss fra Nordborg på Als. Dertil kommer, at Jysk, Ecco og Niels Aage Kjærs maskinfabrik også alle er fra Jylland.
Dermed har seks ud af de ti rigeste på milliardærlisten hjemme i Jylland, mens en enkelt - Torben Østergaard og Selfinvest - holder til på Fyn. Sjælland kan bryste sig af Coloplast, vindmøllemilliardæren Knud Erik Andersen og Mærsk-familien, som er nummer henholdsvis 5, 9 og 10 på listen.
Hvor bor de rigeste?
Tidligere så man en tendens til, at Danmarks rigeste ofte boede i det lokalområde, som de kom fra. Og at de blev boende.
Det ser vi stadig i visse områder. På Als har både Danfoss og Linak hjemme, og familierne bag begge virksomheder både bor og er stærkt forankret i det lokale miljø. Blandt andet har de sammen investeret i ferieresortet Nordborg Resort, som har til formål at lokke flere turister til Als.
”Jeg og min familie er meget glade for, at vi har muligheden for at bidrage positivt til udviklingen, der hvor vi er født og opvokset. Nordborg Resort bliver en af de gerninger jeg som død vil kunne leve godt med,” udtalte Bent Jensen, som ejer Linak A/S, og er landets 14. rigeste, i den forbindelse på deres hjemmeside.
Danfoss og virksomhedens familiefond, Bitten & Mads Clausens Fond, har desuden opført oplevelsescentret Science Park Universe lidt uden for Nordborg. Familiens overhoved Jørgen Mads Clausen bor selv i en villa med udsigt til vandet i Sønderborg.
Også hos skofabrikanten Ecco ser man en stærk tilknytning til Bredebro i Sønderjylland, som har haft en stor plads i Eccos historie siden 1963. Her valgte skofabrikanten Karl Toosbuy at flytte med sin kone og datter - Eccos nuværende ejer Hanni Toosbuy - fra København til Bredebro for at grundlægge en skofabrik.
Og Ecco-familiens rødder er blevet godt forankret i den sønderjyske muld. Både Hanni Toosbuy og hendes voksne datter, Anna Kasprzak, har slået sig ned på et stort stutteri, som familien har bygget nær Haderslev.
Samme tendenser ser vi hos gamle virksomheder som Grundfos i Bjerringbro, hos fiskemilliardærfamilien Kjeldsen i Skagen og hos den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen fra Middelfart.
Også den odenseanske L’easy-milliardær Niels Thorborg, som egentlig kom fra Vestsjælland, men som siden studietiden har boet i Odense, er stadig stærkt forankret i Odense , hvor han ejer to ejendomme på den dyre adresse Langelinje.
Fælles for disse meget lokale rigmænd er, at de - ligesom Danfoss-familien - ofte investerer store beløb i deres hjembyer. Thorborg har både investerer i den lokale fodboldklub, OB, og Odense Stadion - og desuden annoncerede han i juli, at han har planer om at bygge landets største hotel uden for hovedstadsområdet i Odense.
Flytter væk fra lokalområderne
Men der ses også en tendens til, at flere milliardærer ikke bor i de områder, hvor deres virksomheder har hovedkvarter.
I det førnævnte eksempel med Erling og Njal Daell, så er de begge vokset op i hovedstadsområdet, hvor de bor i dag. Når Harald Nyborgs hovedsæde ligger i Odense, skyldes det, at deres far, Kurt Daell, der døde tidligere på året, købte Harald Nyborg i 1983. Virksomheden var blevet stiftet i Odense i 1904 som isenkræmmeforretning.
I flere tilfælde flytter milliardærerne kun kortere afstande fra deres oprindelige bopæle, som Pandora-milliardæren Winnie Liljeborg, der efter sin skilsmisse skiftede Rødovre ud med Roskilde. Hun er siden blevet så glad for den gamle kongeby, at en af tre indsatsområder for hendes fond - Liljeborgfonden - er at støtte ‘kulturelle og almennytte aktiviteter i Roskilde og omegn’.
Indtil videre har Liljeborg blandt andet reddet byens ikoniske restaurantskib Sagafjord, opført en cafe på havnen, finansieret et julemærkehjem samt opkøbt en bygning på det gamle Sankt Hans Hospital, som er ved at blive udviklet til en ny bydel.
Kertemindes store held
En pengestærk borger, der vil investere i en by, står øverst på enhver borgmesters ønskeseddel. Det kan Kertemindes nu tidligere borgmester Kasper Ejsing Olsen (S) tale med om.
Da Danmarks 100 Rigeste kontaktede ham få uger før kommunalvalget, hvor han stadig var borgmester, kunne han glæde sig over, at ikke blot én, men hele to af landets rigeste familier har valgt at slå sig ned i Kerteminde Kommune.
Den ene er Thomas Wilkens Andersen og hans familie, som er Danmarks 61., rigeste familie med en formue på 3,8 milliarder kroner. Familien kom oprindeligt fra Fredericia, hvor Thomas Andersen var direktør for det tidligere Fredericia Skibsværft. Derudover havde han skibsværftet Fayard, der holdt til på Lindø i Munkebo ved Kerteminde.
I 2012 besluttede familien sig dog for at flytte til Kerteminde Kommune for at være tættere på arbejdspladsen.
Derudover har Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen sammen med sin kone og børn også slået sig ned i Kerteminde. De har boet på Fyn ad flere omgange - afbrudt af et ophold i USA, men i 2020 købte familien Skovsbo Gods , hvor de har bosat sig.
Kasper Ejsing Olsen er begejstret for det, som begge familier gør for byen:
“Selvfølgelig har det en betydning økonomisk, men der hvor jeg synes, at det har den allerstørste betydning for os, det er ved den kærlighed og respekt for det lokalsamfund, de viser til kommunen," siger han.
Foruden at skaffe arbejdspladser til byen, er begge familier også med til at sætte Kerteminde på Danmarkskortet og tiltrække turister og andet til byen.
Thomas Kirk Kristiansen har blandt andet grundlagt golfbanen Great Northern i Kerteminde, ligesom hans far, Kjeld Kirk Kristiansen, har valgt at udvide sit store stutteri i Martofte.
Begge dele skaber både arbejdspladser, tilbud til byens borgere samt tiltrækker folk, når der bliver afholdt store stævner og turneringer.
“Det gør os da rigere som kommune - både på det rent økonomisk, men også på den vor egen selvforståelse, der er blevet stærkere og større. Det er et kæmpe aktiv for os på mange områder, “ siger den begejstrede borgmester.





