Formuer

Modemilliardær ryger ud af top 100

27. Nov. 2025
Opdateret: 28. Nov. 2025

Mens nogle personer optræder på listen over Danmarks rigeste i årevis, har andre svært ved at bide sig fast og hopper ud og ind af listen i en årrække. I år har blandt andet sagt farvel til en kendt tøjmilliardærfamilie.

Modemilliardær ryger ud af top 100

Niels Martinsen og hans datter er nu røget af listen over Danmarks 100 rigeste.

Silla Bakalus
Mange af Danmarks rigeste har gennem tiden oplevet at få store hug for fejlinvesteringer, og i nogle tilfælde går det så galt, at de rasler ned gennem listen over Danmarks 100 Rigeste for til sidst at falde helt ud. 

Sidste år skete det for den kendte danske rigmand Karsten Ree, der ellers havde været fast mand på listen, siden han i 2008 solgte livsværket Den Blå Avis til eBay for 2,1 milliarder kroner. Men en række dårligere investeringer gav et indhug i Karsten Rees formue, som betød et farvel til Danmarks 100 rigeste. 

I år er en anden gammel kending røget samme vej. Tøjmilliardæren Niels Martinsen og hans datter, Emilie Martinsen, har optrådt på listen over Danmarks rigeste uafbrudt i over 10 år. Men i år er det slut. Formuen er atter skrumpet. 

Mens den sidste år var på 2,2 milliarder kroner i familiens investeringsselskab Friheden Invest og moderselskabet Friheden Invest Holding ApS, hvilket resulterede i en plads som nummer 98, så er Martinsens formue i år vurderet til 1,9 milliard kroner.

 Dermed er de ude af årets liste, hvor en formue på 2,2 milliarder er mindstekravet for at komme ind. 

Købte selskabet tilbage fra børsen 

At Niels og datteren Emilie Martinsen er røget ud af listen, er måske ikke videre overraskende. 

Tøjmilliardæren, der stiftede sit imperium tilbage i 1969, ejede i sin storhedstid gennem livsværket, børsnoterede IC Group flere af landets største tøjbrands som InWear, Matinique, Part Two, Soaked in Luxury, Designers Remix og Saint Tropez. 

Men allerede i slutningen af 10’erne begyndte han at afvikle sine modeaktiver. Niels Martinsen solgte stort ud af brands for til sidst kun at have mærkerne By Malene Birger og Tiger of Sweden tilbage.

I 2019 valgte Niels Martinsen også at afnotere sit selskab fra børsen. Der havde inden da i mange år været tvivl om, hvorvidt hans eneste barn - datteren Emilie Martinsen - ville overtage selskabet fuldt en dag. 

Tilbage i 2019 fortalte han til dagbladet Børsen, at det ikke var planen, at aktieposten i selskabet skulle blive i familien, når han ikke længere selv var interesseret. 

“Men jeg vil ikke sætte nogen tidsramme på. Det har jeg gjort før - og det er jeg holdt op med,” sagde han. 

Dengang lå familien på en 43. plads med en formue på 2,8 milliarder kroner. 

Datteren vil satse på andet 
Siden da virker vinden til at være skiftet. Datteren Emilie Martinsen flyttede efter en række år i udlandet atter hjem i 2021, hvor hun købte årets dyreste villa på Strandvejen i Skodsborg. Hun er blevet gift med Christoffer Kønigsfeldt og hedder nu Emilie Martinsen-Kønigsfeldt. 

I 2023 blev Emilie Martinsen-Kønigsfeldt gjort til ejer af selskabet. Siden har hun overtaget formandsposten i bestyrelsen, mens hendes mand, Christoffer Martinsen-Kønigsfeldt, er kommet i direktionen i IC Group. Han er desuden bestyrelsesformand for Tiger of Sweden og By Malene Birger, mens hans modeinteresserede hustru er blevet kreativ direktør for By Malene Birger. 

Emilie Martinsen-Kønigsfeldt, der tidligere var professionel springrytter, har ikke lagt skjul på, at hun agter at holde fast i Tiger of Sweden og By Malene Birger, men at hun også vil gå andre veje end sin far:

 ”Jeg synes generelt, at mode er spændende, for det er det, jeg er vokset op med. Jeg kan også godt lide sundhed og health, så det kan være, at det bliver noget i den afdeling også. Det skal være noget, jeg er excitet over,” fortalte hun i et interview med Kapital Watch i 2023.

At nogle familier ryger ud af listen selv efter mange år, er - ifølge Ejlif Thomasen, der har udregnet listen over Danmarks 100 rigeste for Økonomisk Ugebrev - ikke et særsyn. 

"Vi har set det nogle gange, at nogle, der har været med i meget, meget lang tid, er røget ud. Men det betyder ikke, at de ikke kan komme tilbage igen,” siger han. 

Sidst opdateret: 21:09 • 27 Nov.
Kildeinformation:
Kilde:N/A
|
Billede:

Flere nyheder